Nyheder

Infrastuktur

Kronik: Otte borgmestre: Christiansborg er i færd med at kappe Midt- og Vestjyllands forbindelse til resten af landet

Publiceret 17-03-2025

Direkte togforbindelser mellem Struer og København står til at ophøre i 2030. Det vil skubbe passagerer over i biltrafikken, stik imod de nationale klimamål, skriver otte borgmestre.

Afsendere: Dorte West (V), borgmester, Herning Kommune, Ib Lauritsen (V), borgmester, Ikast-Brande Kommune, Marianne Bredal (V), borgmester, Struer Kommune, H.C. Østerby (S), borgmester, Holstebro Kommune, Peder Chr. Kirkegaard (V), borgmester, Skive Kommune, Erik Flyvholm (V), borgmester, Lemvig Kommune, Hans Østergaard (V), borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune og Jens Ejner Christensen (V), borgmester, Vejle Kommune.

Med den kommende udfasning af IC3-dieseltogene og overgangen til elektriske IC5-tog står vi over for afgørende beslutninger om fremtidens infrastruktur.

Vi bakker op om elektrificeringen af jernbanenettet og den grønne omstilling, men det er vigtigt, at Midt- og Vestjylland forbliver en integreret del af den nationale togtrafik.

Det sker ikke med den nuværende aftale.

Forringet togtilbud i vente

Som det ser ud nu, vil strækningen mellem Vejle og Struer, kendt som 'den skrå bane', blive elektrificeret, hvor det fremtidige togprodukt bliver et batteritog, der kan opnå en maksimal hastighed på mellem 150 og 160 kilometer i timen.

På hovedfærdselsårerne, eksempelvis mellem Aalborg og København, indføres der IC5-toge, der også er kendt som hurtigtog, der opnår en hastighed på 200 kilometer i timen.

Med den nuværende aftale betyder dette, at direkte togforbindelser mellem Struer og København ophører i 2030, idet et langsommere tog på vores del af strækningen ikke er kompatibel med det togprodukt, der er på de landsdækkende strækninger – hvorfor det bliver nødvendigt med et skifte i Vejle.

Konsekvensen? Et markant forringet togtilbud, der vil svække Midt- og Vestjyllands forbindelse til resten af landet. Det bliver der ikke taget let på, da offentlige mobilitetsløsninger blandt andet er limen i at sikre sammenhæng mellem alt fra vest mod øst.

Borgere kan se frem til ventetid

For at krydre kompleksiteten taler operatørerne på tværs af de regionale og de nationale togstrækninger ikke sammen i tilfælde af forsinkelser på den skrå bane.

Det betyder helt lavpraktisk, at toget fra Vejle ikke venter – og i flere tilfælde, at borgere og erhvervsliv fremover kommer til at vente i over én time, inden de kan komme videre fra Vejle. Det er yderst uhensigtsmæssigt.  

I 2023 blev der ifølge Transportministeriet registreret cirka 6,2 millioner af- og påstigninger på den skrå bane. De fleste rejser sker internt mellem kommunerne, men en betydelig del af passagererne rejser mod Østdanmark. De manglende direkte forbindelser fra 2030 vil gøre togtransporten mindre attraktiv og skubbe flere passagerer over i biltrafikken, stik imod de nationale klimamål. Der er gode muligheder for at bevare de direkte afgange. Den skrå bane har i dag skinnekapacitet til otte daglige direkte afgange fra Struer til København.

I dag er der kun fire direkte afgange, der i øvrigt blev nedprioriteret fra otte til fire sidst, der politisk besluttet en infrastrukturplan for landsdelstrafikken. Fra 2030 er de direkte afgange ikke længere en mulighed. Vi får igen igen forringet togproduktet i Midt- og Vestjylland.

Med andre ord er der ingen tekniske begrænsninger, der forhindrer en fortsættelse af de direkte forbindelser – så længe banen elektrificeres og det fremtidige togprodukt bliver tilpasses til et IC5-tog.

Jylland skaber Danmarks grønne strøm

Midt- og Vestjylland er allerede et forgangsområde inden for grøn energiproduktion. Vi producerer mere grøn strøm end noget andet område i landet, så det giver god mening, at vores kollektive transport understøtter denne udvikling. Det er afgørende, at et genbesøg af transportaftalen gennemføres. Her skal den også tage højde for de lokale stationer og deres betydning for både egnens bosætningsmuligheder og erhvervslivet udviklingspotentialer.Stationerne spiller også en vigtig rolle i de unges adgang til uddannelsesinstitutioner, og de er essentielle for borgernes adgang til regionale sundhedstilbud, herunder sygehusene i Vejle og Gødstrup.

Transportminister Thomas Danielsen (V) har selv understreget, at han anbefaler en elektrificering af strækningen, og at der bør kigges nærmere på, hvorvidt det produkt, der ligger i aftalen, er den rigtige.

Der er en gylden mulighed for at styrke den kollektive transport i hele landet, og vi håber, at regeringen, relevante ordfører og politikerne i al helhed ser på det samlede produkt og vil genbesøge aftalen, så der ikke gennemføres en skævvridning i landets infrastrukturudvikling.

Vi, borgmestre fra otte kommuner, står sammen om følgende anbefalinger:

  • Den skrå bane skal elektrificeres
  • Batteritoget byttes ud med et hurtigtog
  • Den direkte afgang mellem Struer og Vejle udbygges til otte daglige afgang henset til den nuværende skinnekapacitet
  • En revurderet aftale må ikke forringe den lokale service.

Investering i den skrå bane er en investering i hele Danmarks sammenhængskraft, i den grønne omstilling, i borgernes mobilitet og et stop for stigende urbanisering, idet de regionale produkter ikke forringes.

En skævvridning der allerede eksisterer i bedste velgående:

  • Skjern St. til København H har 0 direkte afgange
  • Struer St. til København H har 4 direkte afgange
  • Sønderborg St. til København H har 8 direkte afgange
  • Esbjerg St. til København H har 17 direkte afgange
  • Aalborg St. til København H har 18 direkte afgange
  • Svendborg St. til København H har 0 direkte afgange

    Kilde: Rejseplanen, Togafgange fredag den 14. marts 2025 

Kronikken er bragt på Altinget.dk: Otte borgmestre: Christiansborg er i færd med at kappe Midt- og Vestjyllands forbindelse til resten af landet : Transport - Altinget | Nyheder, analyser og debat om dansk politik