Nyheder

Grøn Omstilling

Lavere bookingkrav skal selvfølgelig gælde hele brintrøret

Publiceret 22-01-2025

Den seneste uge er der tilsyneladende opstået panik i nogle egne i forhold til det allerede besluttede brintrør. Her fra Midt- og Vestjylland vil vi gerne, som altid, appellere til at fastholde tålmodigheden og holde fast i, at de løfter, som allerede er givet, de selvfølgelig bliver holdt.

Energinet er begyndt at lave forundersøgelser til brintrør, som også kaldes det jyske backbone. Her er Energy Hub nær Idomlund en central del af planlægningen. Illustration: Energinet

For hvad var løftet med brintinfrastrukturen herhjemme? Udover at skabe en bæredygtig energiforsyning og udnytte overskudsstrømmen fra vedvarende energi, skulle brinten være en langsigtet investering, der udnytter styrkepositionerne herhjemme og dermed skabe en sammenhængende infrastruktur op gennem Jylland. En rørføring der kobler de lokationer og geografiske egne sammen, der enten har strømmen, projekterne eller i bedste tilfælde begge dele, som bl.a. er tilfældet her i Midt- og Vestjylland. Finansieringen skulle fordeles mellem Staten og virksomhederne. Det var og er kongstanken, lad os holde fast i den. 

En justering af det politisk bestemte bookingkrav giver rigtig god mening. Det sikrer, at udbygningen bliver under markedsdrevne vilkår, og det vil fremme vores fælles mulighed for at komme hurtigere ud af startblokken, som er bidende nødvendigt for ikke at komme kravlende ind over målstregen. Men herfra ryger logikken. Der foreslås, at det kun skal gælde dele af rørføringen, hvilket vi mener er helt galt. Vi vil stærkt opfordre til, at det vil komme til at gælde den fulde backbone. Ved at favorisere dele af helheden, vil det gøre den nordlige del af strækningen til en dårligere investeringscase, og det er på alle måder konkurrenceforvridning og bund ærgerligt for de mange virksomheder, der har projekteret enorme summer i konkrete projekter nord for Esbjerg, hvor særligt Idomlund er værd at nævne som det næste kritiske hotspot i linjeføringen. Det vil få negative konsekvenser for de øvrige geografiske egne og det gør ikke fremtidige projektmageres investeringsvillighed langs sidste halvdel bedre. Det vil blot styrke ubalancen i Danmark.

Fastholdes der med andre ord en tilpasning i bookingkravet for kun dele af strækningen, er det en hidtil uset form for regional erhvervspolitik ført med statslige hånd. Og det er vel ikke meningen.

En justering af bookingkravet giver god mening, hvis det gælder hele vejen igennem Jylland. Men panikløsninger, der skaber ulige vilkår, skal genovervejes. Så den eventuelle spirende optimisme, der har indfundet sig omkring brintinfrastrukturen, bør kunne strække sig til hele ruten