Nyheder

Grøn Omstilling

Gevinsterne ved VE bør også gavne de lokalsamfund, der gør omstillingen mulig

Publiceret 27-03-2025

Kommunerne lægger land til udbygningen af vedvarende energi, men må kigge langt efter den belønning, der skal sikre lokal opbakning. Derfor bør vi indføre et kommunalt udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm

Indlægget er skrevet af Britt Dam, Bjarke Møller og Nicolai Lauridsen Hhv. energirådgiver og direktør i Rådet for Grøn Omstilling og sekretariatschef hos Business Region MidtVest

Regeringen har allerede anerkendt kommunernes nøglerolle i den grønne omstilling.

1. februar gik 23 lokale treparter i gang med at realisere Grøn Trepart, hvor kommunerne er centrale i arbejdet med at omsætte regeringens ambitioner til handling. Ligeledes spiller kommunerne en nøglerolle, når ambitionerne for vedvarende energi forvandles til en del af landskabet.

Men der mangler tilstrækkelige økonomiske incitamenter, når projekterne skal udføres lokalt, og mange kommuner oplever, at de betaler prisen, uden at det kommer lokalsamfundene til gode.

Konsekvensen bliver modstand, forsinkelser eller given op

Kommunerne er bindeleddet mellem regeringens ambitioner og borgernes hverdag. Men uden de rette argumenter og incitamenter kan lokale hensyn føre til modstand, forsinkelser eller opgivne projekter.

Der er bred politisk enighed om, at vi skal udbygge vedvarende energi på land. I praksis er det dog kommunerne, der står tilbage med dilemmaerne og frustrationerne, og skal balancere hensynet til naboer, natur og lokalsamfund.

Grøn Pulje har i praksis ikke vist sig tilstrækkelig til at sikre varig lokal opbakning. Midlerne er engangsbeløb med stramme bindinger, det vil sige de ikke kan anvendes til kommunale opgaver som eksempelvis at sikre bedre lokal velfærd. Og de sikrer ikke den langsigtede udvikling, som kommunerne har brug for. For at fastholde tempoet i VE-udbygningen, skal vi sikre en mere retfærdig fordeling af værdien.

Et kommunalt udviklingsbidrag

Derfor giver Rådet for Grøn Omstilling sin opbakning til de mere end 20 kommuner, der foreslår et kommunalt udviklingsbidrag.

Det vil betyde, at en del af elafgiften reserveres til kommunerne, så de får en direkte og varig økonomisk gevinst ved at udbygge VE. Et udviklingsbidrag på fire øre per kWh VE-strøm vil sikre midler, der belønner både eksisterende og fremtidige VE-udbygninger. For frontløberkommuner vil det i 2024 have svaret til et årligt provenu på omkring 500 millioner kroner.

Forslaget vil skabe et stærkere økonomisk incitament til at fremme udbygningen af VE på land og samtidig styrke lokal udvikling i hele landet.

Et udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn strøm vil tilføre mærkbare økonomiske ressourcer til lokalsamfund, som kan bruges til den nære velfærd, klimatilpasning, biodiversitetsprojekter, erhvervsudvikling eller innovation.

Det kræver, at vi politisk tør anerkende kommunernes indsats gennem en fair fordeling af værdien, de skaber.

VE-udbygningen går for langsomt

Vi har ambitiøse mål om at firedoble VE-produktionen på land inden 2030 og blive uafhængige af fossile brændsler inden 2050.

Begge dele er helt nødvendige for at nå vores klimamål, men hvis vi ønsker en omstilling, der er både effektiv og retfærdig, må vi sikre, at værdien af den grønne omstilling fordeles til dem, der gør den muligt.

Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at handle nu, hvis vi vil sikre, at VE-udbygningen sker i det nødvendige tempo.

Indførelsen af et Kommunalt Udviklingsbidrag sikrer, at kommunerne ikke blot bærer ansvaret for at planlægge og facilitere udbygningen, men også får de rette økonomiske incitamenter til at sikre lokal opbakning og accelerere den grønne omstilling.

Indlægget er bragt af Altinget.dk 27. marts 2025 og kan læses her: RGO og Business Region Midtvest: Gevinsterne ved VE bør også gavne de lokalsamfund, der gør omstillingen mulig - Altinget