Nyheder

Grøn omstilling

Grønne kommuner får økonomisk anerkendelse – men efterlyser nye midler

Publiceret 20-06-2025

Regeringen har netop fordelt 200 millioner kroner fra puljen ’Sammenhæng og balance’ til kommuner, der lægger jord til grønne energianlæg. Af beløbet går 42,6 millioner kroner til de syv kommuner i Midt- og Vestjylland, som udgør Business Region MidtVest.

25 kommuner står, Region Nordjylland og Rådet for Grøn Omstilling står samlet bag forslaget om et kommunalt udviklingsbidrag til de kommuner, der opstiller VE. Foto: Adobe Stock

Det er positivt, at staten anerkender kommunernes indsats i den grønne omstilling. Men det er vigtigt at understrege, at pengene ikke er nye – de er taget fra kommunernes eksisterende bloktilskud. Det betyder, at midler flyttes rundt mellem kommunerne, snarere end at der tilføres ekstra ressourcer til den grønne omstilling.

”Det er helt fortjent, at kommuner, der stiller jord til rådighed for vedvarende energi, får en håndsrækning. For det kræver meget – både af kommunen og borgerne. Kommunen skal stå for lokalplaner, sagsbehandling og borgerinddragelse, mens borgerne skal acceptere store forandringer i deres nærområde. Det er langt mere end blot at stille et stykke jord til rådighed,” siger Dorte West, formand for Business Region MidtVest og borgmester i Herning Kommune.

Opfordring om nye midler til grøn omstilling
Men de syv kommuner i Business Region MidtVest mener dog ikke, at honorering af de grønne frontløberkommuner skal stoppe her. De opfordrer sammen med 18 andre borgmestre, Region Nordjylland og Rådet for Grøn Omstilling regeringen til at indføre et grønt udviklingsbidrag finansieret via elafgiften.

Det vil tilføre over 500 millioner kroner årligt, som kan fordeles mellem kommunerne efter den mængde grøn strøm, de producerer.

”Det gavner hele Danmark, når kommuner og borgere bidrager til produktion af grøn energi. Derfor giver det mening, at der følger en reel belønning med. Men når midlerne kommer fra bloktilskuddet – den fælles kommunale pulje – betyder det, at nogle kommuner betaler for, at andre bliver anerkendt. Det er omfordeling, ikke investering. Vi opfordrer til, at der kommer nye midler på bordet, så de kommuner, der går forrest, får en reel og retfærdig anerkendelse uden at det sker på bekostning af andre,” understreger Dorte West.

Anerkendelse af både eksisterende og nye grønne anlæg
Regeringen vil i perioden 2026-2035 årligt fordele 200 mio. kr., hvor støtten i 2026-2030 baseres halvt på nytilsluttet vedvarende energi i kommunerne og halvt på produktion fra eksisterende anlæg i 2024, mens fordelingen i 2031-2035 udelukkende sker ud fra nytilsluttet kapacitet.

Borgmestrene roser, at regeringen har lyttet til alliancens opfordring om at belønne ikke bare nye, men også eksisterende produktionskapaciteter. Det sikrer, at kommuner, som allerede har taget ansvar for den grønne omstilling, får den anerkendelse, de fortjener.

”Det er afgørende, at vi ikke kun belønner nye investeringer, men også de kommuner, som længe har båret byrden ved at udvikle grøn energi. Det har vi efterspurgt længe, og det er positivt, at regeringen har taget det til sig,” siger Dorte West.

Puljen udbetales årligt fra 2025 til 2030 og skaber dermed forudsigelighed og stabilitet. Midlerne kan bruges fleksibelt til kommunernes generelle arbejde med grøn omstilling – ikke øremærket specifikke projekter, hvilket øger kommunernes handlefrihed.

Inspirationen til ordningen stammer fra Norge, hvor et lignende tilskud til kommuner har vist stor effekt og er blevet øget år for år.

 

Fakta:

Pengene fra landdistriktsudspillet ’Sammenhæng og balance’, er blevet uddelt. Det drejer sig om 200 mio. kr.

Samlet set står de 25 kommuner bag forslaget om et nyt kommunalt udviklingsbidrag til at modtage 100 mio. kr.

                                           

 

Yderligere oplysninger kontakt:

Nicolai Houmark Lauridsen, Sekretariatschef i Business Region MidtVest
Mail: nicolai.lauridsen@br-mv.dk Tlf. 29 31 26 67