Nyheder

Uddannelse

Karrierelæring – lad faget komme ud i verden

Publiceret 23-11-2023

De sidste tre år har Business Region MidtVest i tæt samarbejde med en bred række partnere højnet STX- og HF-elevers kendskab til og viden om det lokale erhvervsliv og de uddannelsesmuligheder, der er på de videregående uddannelser i lokalområdet.

Gennem projektet STEM på Industrien – STX og HF i Industrien har ni gymnasier i Midt- og Vestjylland arbejdet med karrierelæring gennem undervisningsforløb, der kombinerer de faglige mål med omverden. Hver af de ni gymnasier har i løbet af de tre år udviklet undervisningsforløb med afsæt i læringsmål for fagene og i samarbejde med en lokal virksomhed og/eller uddannelsesinstitution.
 
Der er i alt udviklet over 58 undervisningsforløb i samspil med over 50 virksomheder og fem uddannelsesinstitutioner i projektet. Undervisningsforløbene er testet og gennemført af over 1450 STX- og HF-elever.
 
”Vi er utrolig stolte af, at de midt- og vestjyske gymnasier har karrierelæring som et defineret indsatsfelt. At sætte læring i perspektiv er ikke kun givende og vigtigt for vores unge mennesker, det er mindst ligeså givende og vigtigt for vores industrivirksomheder samt det midt- og vestjyske område” fortæller Stine Lindbjerg Jespersen, Projektleder for STEM på Industrien, ”og derfor glæder det mig også, at vi i torsdags på seminaret hos Landia A/S kunne præsentere områdets gymnasielærere, uddannelsesaktører og erhvervsrepræsentanter for, at vi i projektet har udarbejdet en helt ny ibog, der skal være dem et værktøj og en hjælp til at arbejde endnu mere med karrierelæring.”

Ibogen

Karrierelæring – en praktisk guide til gymnasielærere bliver navnet på ibogen, som lanceres på Systime i slutningen af året. Ibogen vil indeholde 20 plug-and-play undervisningsforløb fra STEM-projektet, 12 spritnye undervisningsvideoer, samt en opsummering af læringerne fra projektet med bl.a. råd til den gode virksomhedskontakt og råd til udviklingen af egne undervisningsforløb.  

På seminaret i torsdags fik deltagerne det første sneak-peak på ibogen og de 12 undervisningsvideoer, som bliver en del af den kommende ibogen.

Du kan tilgå ibogen og undervisningsvideoerne på Forside | Karrierelæring – en praktisk guide til gymnasielærere (systime.dk)