Nyheder

Grøn Omstilling

Debatindlæg: Midt- og Vestjylland støtter etableringen af brintinfrastrukturen hurtigst mulig – også til Idomlund

Publiceret 31-01-2025

Debatindlæg af Borgmester i Herning Kommune Dorte West, Borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen, Borgmester i Holstebro Kommune H.C. Østerby, Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard, Borgmester i Struer Kommune Marianne Bredal, Borgmester i Lemvig Kommune Erik Flyvholm, Borgmester i Skive Kommune Peder Chr. Kirkegaard, Business Region MidtVest.

Midt- og Vestjylland støtter etableringen af brintinfrastrukturen hurtigst mulig – også til Idomlund

Regeringen besluttede i 2024, at brintinfrastrukturen skulle deles ind i fire dele. Dagens udmelding fra Regeringen accelererer etableringen af den første del op mod Esbjerg. Vi anerkender regeringens initiativ med statsstøtte er ambitiøst og konstruktivt. Vi vil gerne understrege, at etableringen fra Esbjerg mod Holstebro er af afgørende betydning for vækst og udbygningen af vedvarende energi og grønne industrier i Midt- og Vestjylland. Dette er også vores forventning fremadrettet. Så til trods for at det midt- og vestjyske ikke kommer med i første ombæring, hvilket helt naturligt medfører en skuffelse, er der stadigvæk positive og håbefulde elementer at spore i dagens nyhed. 

Det er positivt, at der er taget en politisk beslutning, der sikrer, at vi kommer i gang med en etablering af infrastrukturen. Usikkerheden omkring det næste grønne energieventyr har alt for længe været en hæmsko i markedet, særligt da manglende vished har været slående for de mange private projektmagere, der har investeret massive summer i faciliteter og anlæg i det midt- og vestjyske. Så det er positivt, at vi nu kommer i gang.

Det vækker også håb, fordi udmeldingen i dag trods alt bekræfter, at etableringen af en national brintinfrastruktur bliver en realitet. Og her er der fortsat en kraftig forventning om, at Midt- og Vestjylland er tænkt ind i denne kabale. Brintinfrastrukturen er en nødvendig investering – ikke kun for vores område, der har en unik position som førende leverandør af vedvarende energi, som har et skarpt fokus på grøn forskning, som ser ind i et kommende forstærket havvindudbud ud for vores kyster og som besidder stærke erhvervsaktører, der direkte eller indirekte kan bidrage til udviklingen. Det er også en central investering for et samlet, balanceret Danmark.

Derfor er det afgørende, at vi inviteres ind til fortsat dialog om udbygningen. Det vidner om en åbenhed og erkendelse af, at vores område rummer en betydning i det store hele. For os handler det om, at infrastrukturen hurtigst mulig kommer til området. Samtidig har vi en forventning om, at de samme favorable vilkår vedrørende statsstøtte og en justering af bookingkravet, der nu har kunnet realisere delen fra Tyskland mod Esbjerg, også vil gøre sig gældende for vores del af strækningen.

Det giver rigtig god mening, at denne fase er den næste, som kommer i spil.