Nyheder

Grøn Omstilling

Regeringen og deres aftaleparter blæser Nordsøens stærkeste havvindfelt af bordet

Publiceret 23-05-2025

Udeladelsen af havvindmølleparken Nordsøen Nord fra havvindudbuddet risikerer at svække Danmarks PtX-indsats, undergrave regionale investeringer og skabe ubalance i det nationale energisystem

Regeringens netop indgåede aftale om næste fase af havvindudbygningen indeholder ikke feltet Nordsøen Nord – det område i dansk farvand med de bedste vindressourcer og med en placering tæt på Danmarks første energipark i Idomlund samt den kommende brintinfrastruktur.

Udeladelsen af Nordsøen Nord møder skarp kritik fra Business Region MidtVest (BRMV), som repræsenterer syv kommuner i et af Danmarks mest ambitiøse grønne vækstområder.

De syv borgmestre i BRMV havde set frem til et nyt og bedre havvindudbud, efter regeringens mislykkede udbudsrunde i december 2024, men nu må de sande, at de er blevet blæst af bordet.  

– Det er en strategisk fejl at udelade det mest lovende havvind-område, både teknisk og økonomisk. Vi forstår ikke, hvordan man vil realisere Danmarks PtX- og eksportambitioner uden at bringe Nordsøen Nord i spil, siger H.C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune.

Ifølge borgmestrene så underminerer det både vækstmuligheder og en balanceret udvikling i Danmark.

Undergraver investeringer
Nordsøen Nord ligger optimalt i forhold til det planlagte nationale brintrør og Energy Hub Holstebro – Danmarks første dedikerede PtX-energipark. Ifølge BRMV svækker beslutningen fundamentet for de milliardinvesteringer, der allerede er planlagt i Midt- og Vestjylland, hvor virksomheder som Everfuel, Plug Power, RWE, Green Go, Skovgaard Energy og Sumitomo er i fuld gang med at opbygge produktion af grøn brint og grønne brændstoffer til blandt andet skibsfart og flytrafik.

– At vi i første omgang ikke får Nordsøen Nord med i udbuddet, er ikke kun et regionalt tab, det er et nationalt tab. Danmark er i gang med at opbygge en grøn eksportindustri, hvor selve råmaterialet er el fra havvindmøller, og derfor skal der være adgang til strøm fra havvindmøller i de områder, hvor produktionen skal finde sted. Det kan ikke løses alene fra Sydvestjylland, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune.

Forsyningssikkerhed og elnet under pres
Udbuddet udpeger Nordsøen Midt og Syd – begge med planlagt ilandføring i Endrup i Esbjerg Kommune. Det skaber ifølge BRMV risiko for flaskehalse i elnettet og lavere forsyningssikkerhed.

– Når man koncentrerer al ilandføring ét sted, udsætter man elnettet for unødig sårbarhed. En ilandføring via Idomlund ville styrke robustheden og bidrage til et mere geografisk balanceret energisystem. Det er sund fornuft, at investeringer for statens penge skaber vækst i hele landet, og der er sikkerhedspolitiske gevinster ved at udbygge livsvigtig infrastruktur to steder fremfor kun et, forklarer Dorte West, borgmester i Herning og formand for Business Region MidtVest.

Ifølge Energistyrelsens egne beregninger har Nordsøen Nord høj produktionseffektivitet og lavt støttebehov. Desuden har DTU i 2023 vurderet, at vindressourcerne i den danske del af Nordsøen generelt er bedst mod nord, og alt andet lige er Nordsøen Nord derfor det bedste felt at bygge en vindmøllepark. Med placering i det mest vindrige farvand i Danmark ville man kunne styrke konkurrencen og bidrage til lavere samfundsomkostninger i udbuddet.

Danmark i balance – eller koncentration i ét hjørne af Danmark
Når store milliardinvesteringer i havvind, PtX og energiinfrastruktur samles i én landsdel, betyder det, at gevinsterne i form af vækst, arbejdspladser og eksportpotentiale ikke kommer hele landet til gavn. Det øger risikoen for en energipolitisk skævvridning, hvor enkelte regioner høster størstedelen af udbyttet, mens andre – trods moden infrastruktur og stærke aktører – reelt holdes udenfor. Det skader både sammenhængskraften og Danmarks samlede udnyttelse af sit grønne potentiale.

Midt- og Vestjylland er blandt de områder i Europa, der allerede er længst med grøn industrialisering. Regionen har udpeget energiparker, reserveret netkapacitet og etableret partnerskaber mellem industri, forsyning og kommuner. BRMV advarer derfor mod en energipolitik, der fremmer koncentration frem for spredning:

– Regeringen taler om et Danmark i balance. Det står i skærende kontrast til, at hele Vestdanmark nord for Esbjerg nu reelt er uden adgang til nye havvindmøller på ubestemt tid, siger Dorte West.

Derfor opfordrer de syv borgmestre Klima- energi- og forsyningsminister Lars Aagaard til straks at fremlægge en tidsplan for, hvornår yderligere havvindudbud præsenteres, og det bør ifølge borgmestrene harmonere med fase 2 i etableringen af brintrørets videre vej op gennem Jylland.