Gennem flere måneder har en lan række forskellige aktører i Midt- og Vestjylland forsøgt at råbe landspolitikerne op i håbet om, at de ville elektrificere jernbanestrækningen mellem Struer og Vejle. Blandt andet har de syv borgmestre i Business Region MidtVest arbejdet sammen om at få ’den skrå bane’ elektrificeret.
"Det en rigtig god nyhed for Midt- og Vestjylland, at regeringen nu investerer i elektrificeringen af jernbanen. Den styrker både pendlingen internt mellem vores kommuner og forbindelserne ud af landsdelen – for de unge på vej til uddannelse, for medarbejdere på vej til job og for virksomheder, der har brug for bedre infrastruktur. Det er en investering, som løfter hele området. Stor tak til alle, der har bidraget til at få det til at lykkes - særligt mine borgmesterkolleger i business regionen. Det var en stærk holdindsats,” siger Dorte West, borgmester i Herning Kommune og formand for Business Region MidtVest.
De syv borgmestre har bl.a. påpeget overfor regeringen, at Midt- og Vestjylland er et forgangsområde, hvad angår produktion af grøn strøm, hvorfor det giver mening at elektrificere den kollektive trafik i denne del af landet. Elektrificering af banen er afgørende for at understøtte de nationale klimamål og skubbe flere passagerer fra biler til tog. Dette kræver, at toget er et attraktivt alternativ.
Også næstformand i Business Region MidtVest, borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen, har roser til regeringens beslutning, som han dog kalder ’en beslutning som ville være tudetosset ikke at træffe.’
"At undlade at elektrificere strækningen ville have været tudetosset – det ville have svækket Midt- og Vestjyllands forbindelse til resten af Danmark og dermed Produktionsdanmarks rygrad. Med beslutningen får vi ikke bare en grønnere jernbane, men også en stærkere sammenhængskraft mellem øst og vest. Det er afgørende for at undgå en skævvridning i infrastrukturen og for at sikre, at væksten ikke kun koncentreres i de største byer. Investeringen i ’den skrå bane’ er derfor et vigtigt skridt for både den grønne omstilling, mobiliteten og Danmarks samlede konkurrenceevne,” siger Ib Lauritsen, borgmester i Ikast-Brande Kommune og næstformand i Business Region MidtVest
I 2023 blev der ifølge Transportministeriet registreret ca. 6,2 millioner af- og påstigninger på ’den skrå bane’.
Yderligere information kontakt:
Nicolai Houmark Lauridsen, Sekretariatschef Business Region MidtVest
Tel: 29 31 26 67
Mail: nicolai.lauridsen@br-mv.dk