Debatindlæg

Vi er kommet godt i gang – nu må kvælstofreguleringen ikke spænde ben for den grønne trepart

Af bestyrelsen i Business Region MidtVest bestående af borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen, borgmester i Struer Kommune Marianne Bredal, borgmester i Herning Kommune Dorte West, borgmester i Lemvig Kommune Jens Lønberg, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Lone Andersen, borgmester i Holstebro Kommune Kenneth Tønning og borgmester i Skive Kommune Alfred Brunsgaard

Den grønne trepart skal lykkes.

Det mener vi som borgmestre i syv midt- og vestjyske kommuner, og derfor har vores kommuner sammen med landbruget, lodsejere, naturorganisationer og staten lagt et stort arbejde i at omsætte aftalen til konkrete projekter.

Vi bakker op om ambitionen om et bedre vandmiljø og om den omfattende omlægning af Danmarks arealer. Men netop fordi vi ønsker, at aftalen skal lykkes, er vi bekymrede for den måde, den nye kvælstofregulering er på vej til at blive implementeret på.

For der er en risiko for et paradoks: At reguleringen bliver så hård og samtidig bygger på et så usikkert grundlag, at den svækker den lokale opbakning og det produktionsgrundlag, som vi er afhængige af for overhovedet at kunne gennemføre de projekter, der skal levere resultaterne.

Vi er nået til den svære del
Kommunerne og de lokale grønne treparter har på kort tid løftet en meget stor opgave. Der er fundet arealer, tegnet planer og identificeret projekter inden for blandt andet vådområder, lavbund, skov og natur.

Men planer reducerer ikke kvælstof. Projekter gør. Og nu kommer den svære del.

Stregerne på kortet skal omsættes til konkrete aftaler med lodsejerne og til projekter, der faktisk bliver gennemført. En stor del af omlægningen afhænger af frivillighed og lokal opbakning. Her er tillid helt afgørende.

En landmand, der skal afgive jord til et projekt, skal samtidig kunne se en fremtid for den resterende bedrift. Hvis de fremtidige vilkår er meget usikre, eller hvis reguleringen risikerer at ændre bedriftens økonomiske grundlag markant, bliver det vanskeligere at træffe den langsigtede beslutning om at gå ind i et frivilligt projekt.

Der er samtidig en meget konkret risiko for, at reguleringen kommer til at konkurrere med trepartsprojekterne om de samme arealer. Hvis en landmand som følge af reguleringen får behov for at tage betydelige arealer ud af produktion, bliver de resterende dyrkbare arealer endnu vigtigere for at opretholde bedriften. Det kan gøre det vanskeligere at stille jord til rådighed for vådområder, lavbund, skov og andre frivillige projekter.

Det er ikke længere kun en teoretisk bekymring. Vi ser allerede de første tegn på, at tilliden er under pres, idet lokale landboforeninger har sat deres deltagelse i trepartsarbejdet på pause. Det bør tages alvorligt. For når samarbejdet begynder at slå revner, bliver det også vanskeligere at omsætte planerne til de konkrete projekter, som skal levere resultaterne.

Derfor er det afgørende, at den nationale regulering og den lokale arealomlægning arbejder i samme retning.

Når lokale projekter leverer kvælstofreduktioner, skal det også hurtigt og tydeligt kunne mærkes i den regulering, som landbruget mødes med.

Samtidig skal de lokale projekter have en reel mulighed for at nå at virke. Vådområder og andre projekter kræver tid til dialog med lodsejerne, projektering og myndighedsbehandling. Hvis den hårde regulering slår fuldt igennem, før projekterne når at levere deres effekt, risikerer vi at ramme bedrifternes produktionsgrundlag først – og få gevinsten fra de lokale løsninger bagefter.

Kartoffelindustrien viser, hvorfor vi er bekymrede
Problemet bliver meget konkret, når vi ser på en af de erhvervsmæssige styrkepositioner i vores del af landet: kartofler.

Midt- og Vestjylland har gennem årtier opbygget en stærk kartoffelproduktion med arbejdspladser både på gårdene og i virksomheder inden for forarbejdning, transport, maskiner og en række andre følgeerhverv. Det samlede danske kartoffelerhverv understøtter omkring 4.000 arbejdspladser og omsætter for flere milliarder kroner om året.

Netop derfor er det bekymrende, at der fortsat er usikkerhed om det grundlag, som dele af den kommende regulering bygger på.

Der er rejst tvivl om, hvorvidt de data, der anvendes for blandt andet stivelseskartofler, i tilstrækkelig grad afspejler den produktion, vi faktisk har i vores del af landet. Samtidig er beregningerne allerede blevet justeret, efter at ny viden er kommet til.

Det viser efter vores opfattelse noget helt grundlæggende: Når ny viden kan ændre billedet væsentligt, bør man være varsom med at indføre regler, der kan få store og varige konsekvenser for en hel produktion.

Vi skal som borgmestre ikke afgøre den faglige diskussion. Men vi mener, at reguleringen skal bygge på et grundlag, som både myndigheder og erhverv kan have tillid til. Hvis der fortsat mangler viden i om blandt andet stivelseskartofler, bør man dels give produktionen en overgangsperiode og bruge tiden på at få grundlaget på plads og dels afdække om der er andre områder inden for landbruget, hvor dataene er fejlbehæftet.

Et år med stabile rammer er efter vores opfattelse bedre end at risikere at ramme en velfungerende erhvervsgren hårdt på et grundlag, som kort tid efter viser sig at skulle justeres.

Det er ikke et ønske om særbehandling. Det er et ønske om en ansvarlig implementering, hvor reguleringen ikke løber hurtigere end den viden, den skal bygge på.

Konsekvenserne stopper ikke ved markskellet
Som borgmestre er vores bekymring heller ikke begrænset til økonomien på den enkelte bedrift.

Landbruget og fødevareproduktionen er en grundlæggende del af erhvervsstrukturen i Midt- og Vestjylland – ja i hele Danmark. Når produktionen på en landbrugsbedrift ændres eller forsvinder, rammer konsekvenserne også virksomhederne omkring den. Derfor er det vigtigt, at man i den nationale regulering ser på den samlede virkning – ikke alene på en beregnet effekt på den enkelte mark.

Vi accepterer naturligvis, at miljømål kræver forandringer. Men der er forskel på nødvendige forandringer og unødvendige tab som følge af utilstrækkelige data, uhensigtsmæssige overgangsregler eller en implementering, der ikke giver virksomhederne tid til at tilpasse sig.

Landmændene skal kende reglerne, før de skal handle efter dem
Her ligger også et andet helt praktisk problem.

Landbrugets produktion følger ikke kalenderåret. Allerede efter høsten i 2026 træffes beslutninger om afgrøder, arealanvendelse og den kommende produktion, som kan få direkte betydning under den nye regulering. De beslutninger skal træffes, mens centrale dele af de fremtidige rammer fortsat er under afklaring.

Det er svært at forklare en virksomhed, at den først senere får det endelige regelsæt at se, men allerede nu skal træffe de beslutninger, der afgør, om den kan overholde det.

Overgangen bør derfor tilrettelægges, så virksomheder ikke efterfølgende stilles dårligere på grund af dispositioner, de har foretaget, før rammerne var kendte. Der skal være en reel mulighed for at indrette sig efter reglerne, før de får fuld effekt.

Målet må være at få treparten til at virke
Vi efterspørger ikke lavere ambitioner for vandmiljøet. Vi efterspørger en implementering, der gør det muligt at nå dem.

Det kræver, at de kvælstofreduktioner, der skabes gennem lokale projekter, hurtigt får betydning for den regulering, landbruget mødes med. Det kræver, at reguleringen bygger på den nyeste og bedst dokumenterede viden. Og det kræver, at der reageres hurtigt, når nye målinger viser, at virkeligheden ikke passer til modellen.

Først og fremmest kræver det, at vi ikke mister den tillid, som hele den lokale del af den grønne trepart hviler på.

Kommunerne er klar til at levere vores del. Landbruget har engageret sig i arbejdet. Tusindvis af projekter er identificeret på tværs af landet. Nu skal de gennemføres.

Hvis den nationale regulering samtidig skaber så stor usikkerhed eller så hårde rammevilkår, at lodsejerne mister muligheden eller motivationen for at indgå i de lokale projekter, risikerer vi at spænde ben for det, vi egentlig forsøger at opnå. Det vil hverken være godt for vandmiljøet, landbruget eller de lokalsamfund, der er afhængige af, at begge dele kan lykkes.

DEBATINDLÆGGET KAN LÆSES I AVISEN DANMARK VIA DETTE LINK